Kim kæmper for at lande den største laks

Otte nordjyske både er med i årets Trolling Master på Bornholm, hvor over 300 både kæmper om af at lande den største laks.

Én laks. Det er dagens samlede landing torsdag eftermiddag for Kim Poulsen og Børge Nielsen på det nordjyske Team Poulsen. 

Men det er ikke så ringe endda, for ved førstedagen i Trolling Master onsdag fangede de over 300 både tilsammen kun 18 laks. Så at der overhovedet er gevinst, er lidt af en succes.

Den indtil videre eneste laks på båden er cirka 80 centimeter lang og efter øjemål cirka fem til seks kilo tung. Om det er nok til at tage dagens sejr, er ikke til at sige, men gårsdagens vinder var en del større.

Team Poulsen og deres båd er en af 322 tilmeldte både ved årets Trolling Master på Bornholm, som er tilbage efter et par år med aflysninger.  

quote I morgen satser vi på den helt store laks

Kim Poulsen

For hyggens skyld

Dagens konkurrence startede for de to fiskere klokken halv otte. Indtil klokken 18 må de gøre, hvad de kan for at fange dagens største laks. Når de igen er på land bliver alle laks vejet og målt, og dagens vinder findes. 

- Vi gør, hvad vi kan, men vi regner ikke med at vinde noget, for det er første gang vi er med, siger Kim Poulsen.

De to nordjyder er ikke med for at vinde, men for oplevelsen, og den har indtil videre været tilfredsstillende. 

- Det er rigtig godt og fedt at være med til, siger Kim Poulsen.

Kigger med hos de andre

Det er især stemningen på havnen om aftenen, de to fiskere nyder. Aftenerne byder nemlig på gåture ved de andre både og fiskere, og her er der mulighed for at lure et par tricks af.

- Det er lidt sjovt at se, hvad for noget udstyr de andre bruger, siger Kim Poulsen. 

Både fredag og lørdag byder på mere fiskeri og konkurrence. Og selvom det er en sejr i sig selv at fange noget, så er fredagens ambitioner lidt større.

- Fredag satser vi på den helt store laks, siger Kim Poulsen.

Konkurrencen slutter lørdag, hvor den samlede vinder findes. 


Seneste nyt

fra Nordjylland