Kina-eksport for milliarder
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
De specielle danske mink er blevet en guldgruppe for avlerne. Nyrige Kina køber for milliarder.
Især danske minkskind hitter i Kina, som køber for flere og flere milliarder landbrugs- og fødevarer af Danmark. Eksporten forventes tredoblet på fem år.
Nordjylland har verdens største koncentration af minkavlere på Gjøl. De lever for tiden højt på deres salg af minkskind til Kina. De slår rekord hver gang et nyt Kopenhagen Fur afholdes, og udgør nu hele 35 procent af al dansk eksport til Kina. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Faktisk står hver eneste minkavler til i gennemsnit at indtjene 2,9 millioner kroner. Det er endnu en rekord. Og skyldes især de nyrige kineseres interesse for danske minkskind. På Kopenhagen Fur købes omkring 90 procent af alle skind af kinesere.
Generelt er dansk landbrug på vej mod nye eksporthøjder. Det forventes eksempelvis, at Danish Crown i 2012 eksporterer 200.000 tons svinekød til Kina. Og ifølge Landbrug & Fødevarer vil Danmark i fremtiden tredoble eksporten til Kina. I 2011 solgte man for cirka 11 milliarder, men allerede i år ventes prisen at stige til cirka 14 millarder danske kroner. Og i 2017 vil Kina købe danske landbrugsvarer og fødevarer for næsten 35 milliarder.
Og det luner i den danske statskasse, men kan formentlig også skaffe nye jobs. Landbrug & Fødevarer vurderer, at der optimalt kan skaffes 30.000 nye arbejdspladser. Og flere af disse kan ende i Nordjylland, hvor især minkeventyret ser ud til at fortsætte mod nye højder.