Kisten må gerne være farverig

Det behøver ikke nødvendigvis at være trist og gråt, når vore kære skal begraves. Farverige kister er nemlig blevet mere og mere populært.

Det er nærmest umuligt ikke at se den, når man kører over Limfjordsbroen - den grønne kiste i vinduet ved Hanna Vig Begravelsesforretning er mildest talt iøjnefaldende. Men vi skal til at vænne os til det, for farverige kister er måske den nye trend.

- Interessen i at give sine afdøde en personlig afsked og symbolisere det liv, der ikke er mere, er stærkt stigende, siger Bente Sølvkjær, der er bedemand ved Hanna Vig Begravelsesforretning i Aalborg.

Efter den farverige kiste blev udstillet i vinduet, har der været mange nysgerrige blikke. Lige så mange holdninger er der til, om det er passende at sætte kulør på begravelsen.

- Folk synes, den er grøn, men de synes også, den er flot. Nogle tager måske anstød af det men det er bestemt ikke vores interesse, siger Bente Sølvkjær.

Til de farverige er der ingen grænser for, hvordan kisten kan dekoreres.

- Alt kan lade sig gøre, så længe det er etisk korrekt. Er du nu inkarneret AaB-fan, så får du den lavet i rød og hvid naturligvis, siger Bente Sølvkjær.

Den grønne kiste bliver snart udskiftet med en lilla en af slagsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland