Kjeldsen efter sejr: Mit hjerte var helt oppe i halsen
Foto: TV2 Nord (Arkiv)
Søren Kjeldsen måtte i omspil for at sikre sejren i Irish Open, og den 40-årige dansker var nervøs til sidst.
Søren Kjeldsen vandt sin første turnering på European Tour i seks år, da han søndag efter en dramatisk afslutning og omspil sikrede sig titlen i golfturneringen Irish Open.
Danskeren gik ind til finalerunden med et forspring på to slag, men i hård blæst måtte han se føringen fordufte, da det blev til en bogey på 17. hul.
Derfor skulle han i omspil med Eddie Pepperell og Bernd Wiesberger, og trods gedigne nerver tog Kjeldsen sejren allerede på første omspilshul med en birdie, da bolden trillede rundt i hulkanten for til sidst at dumpe i.
- Jeg må sige, at mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg så, at bolden begyndte køre rundt som en hestesko i hullet, fortæller danskeren til Reuters.
- Men at se den dumpe i var et af de største øjeblikke i min karriere, fortæller en lettet Søren Kjeldsen.
Sejren var hans fjerde på European Tour, men den seneste var i 2009, og den 40-årige dansker frygtede i den grad, at titlen ville glide ham af hænde.
- Alt i alt var det bare en brutal dag derude (på banen, red.), og jeg tabte slag både til højre og venstre, lyder det fra Kjeldsen.
Ud over trofæet og førstepræmien på godt tre millioner kroner betød topplaceringen også, at Søren Kjeldsen fik en billet til årets British Open - en af de fire majorturneringer.