Kjeldsen med i topstriden i Shanghai

 Kjeldsen med i topstriden i Shanghai

Søren Kjeldsen ligger på en delt tredjeplads i European Tour-turneringen i Shanghai. Også Søren Hansen er med fremme, mens Thomas Bjørn missede finalecuttet.

Golfspilleren Søren Kjeldsen ligger fortsat med helt fremme i European Tour-turneringen BMW Asian Open, selv om han fredag måtte en tur i vandgraven og blev noteret for en uheldig dobbeltbogey. Dermed endte Kjeldsen med en score på 72 slag, hvilket rækker til en samlet placering som nummer tre. Fire slag efter Raphaël Jacquelin, der har lagt sig i spidsen.

- Jeg spillede endnu en fornuftig runde, desværre var jeg lidt uheldig på 16. hul, hvor jeg slår i vandet og må indkassere en dobbeltbogey. På 17. hul når jeg ikke helt op på green og kommer bare ikke ind og i for par. Men generelt er jeg stadig meget tilfreds med spillet, siger Søren Kjeldsen til Teetime.dk.

Mens landsmanden Thomas Bjørn missede finalecuttet og ikke er med, når de to sidste runder skal spilles i weekenden, så blander Søren Hansen sig også i toppen i Shanghai. Søren Hansen gik anden runde i 70 slag og indtager således en samlet 11.-plads i tre slag under par.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland