Klager over miljøgodkendelse
Borgere i Støvring vil nu have Miljøklagenævnet til at se på en miljøgokendelse til en betonelementfabrik i byen. De mener ikke, at Rebild Kommune har gjort deres arbejde godt nok.
Hulvejens Grundejerforening i Støvring klager over Rebild Kommunes miljøgodkendelse, som giver S.E. Beton fra Svenstrup mulighed for at bygge en 14.000 kvadratmeter stor fabrik tæt på deres villakvarter.
- Set i betragtning af den placering, som virksomheden nu har, er vi oprigtig talt bekymret for støj og støv, siger Kim Kirkeby, formand for Hulvejens Grundejerforening, til TV2/Nord.
Formanden mener, at der er alt for mange gisninger og tvilvsspørgsmål i miljøgodkendelsen.
- For det første ligger der huse tættere end 150 meter på byggeriet. For det andet er det nogen uoverensstemmelser mellem det, der står i vores lokalplan, og hvad der står i miljøgodkendelsen, angående hvor meget man må støje i det her område, siger Kim Kirkeby, formand for Hulvejens Grundejerforening, til TV2/Nord.
Ifølge lokalplanen må fabrikken højst støje 30 db, men i mijløgodkendelsen er det tal 35 db. Lokalplanen påpeger også, at der ikke må ligge huse indenfor 150 meter.
Rebild Kommune arbejder i øjeblikket på svar til Miljøklagenævnet.
Fabrikken ventes at stå klar til august.