Klokken 20.45 fik hun beskeden, og dagen efter blev hun vraget som minister: - Det sidder stadig i mig
Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord
Den nordjyske Venstre-profil Marie Bjerre ser i dag på sin 14-dages exit som en gave.
Se interviewet med Marie Bjerre senere i denne artikel, eller når vi sender programmet Indblik på TV2 Nord Salto mandag klokken 19.50.
En ganske almindelig arbejdsdag blev pludselig alt andet end almindelig for den nordjyske Venstre-profil Marie Bjerre.
Hun havde knap været minister for digitalisering og ligestilling i et år. Men klokken kvart i ni en onsdag aften modtog hun et opkald, der skulle vise sig at få stor betydning for hendes fremtidige karriere.
- Jeg tænkte måske, vi skulle have en regeringsrokade, og jeg så skulle noget andet, siger Marie Bjerre, der dengang var minister for digitalisering og ligestilling.
Men det var slet ikke sådan, det endte. Marie Bjerre blev i stedet vraget som minister.
- Det var virkelig et stort nederlag. Jeg havde aldrig regnet med, jeg ikke skulle være en del af holdet, siger hun.
Partiformanden Troels Lund Poulsen havde sat et nyt ministerhold, og erhverskvinden Mia Wagner skulle erstatte Marie Bjerre. Under et døgn senere skulle hun møde op på Christiansborg for at overdrage ministeriet til hende.
- Jeg var enormt flov over, at jeg havde så hævede øjne på dagen. Men jeg var virkelig bare ked af det, fortæller hun.
Selvom hendes pludselig exit kostede mange tårer, endte de efterfølgende dage med at give hende en helt ny indsigt.
En ægte partisoldat
Drømmen om at blive minister har rumsteret i hovedet hos 38-årige Marie Bjerre i mange år. Og derfor gjorde den nye ministerrokade også ondt.
Men alligevel stod Marie Bjerre, som så mange gange før, på direkte tv og sagde, at hun godt forstod partiformandens beslutning.
Hun mente, han havde sat det helt rigtige ministerhold. Også selvom det var uden hende.
- Den holdning står jeg ved. Man kan ikke gå og være sur og bitter. Hvis man vil være en del af et hold, skal man respektere formandens beslutning og frihed til at sætte det hold, han ønsker, siger hun.
Men der gik ikke længe, før Marie Bjerre fik endnu et opkald. Mia Wagner blev syg, og efter bare to uger, kunne hun igen kalde sig digitaliserings- og ligestillingsminister.
- De 14 dage var den vildeste rutsjebanetur for mig. Men den har også styrket mig på mange måder, siger hun.
Exit var en gave
Episoden sidder stadig i Marie Bjerre. Men mest positivt. For den har ændret hendes måde at arbejde på.
Ifølge hende selv er hun blevet mere modig og optimistisk.
- Det er jo på en måde en gave, jeg har fået. Jeg fik lidt tid til at reflektere over, hvad jeg gerne ville have givet større fokus.
Og det førte frem til flere forbedringspunkter for den unge politiker.
Blandt andet vil hun omfavne teknologien mere, end hun gjorde i sin første korte periode som minister, mens også negativ socialkontrol i invandrermiljøer skal have et større fokus.
- Jeg har hele tiden med mig, at lige pludselig slutter det med at være digitaliserings- og ligestillingsminister, så det er med at få maksimalt ud af det, mens jeg er det, siger hun.
Men udover at kæmpe for sit ministerium, er der også en anden stor opgave for nordjyden.
Hendes parti, Venstre, har nemlig fået den dårligste meningsmåling nogensinde, hvor partiet lige nu står til en halvering.
- Jeg synes, det er træls. Hvis ikke, jeg sagde det, ville jeg lyve.
Marie Bjerre er af flere eksperter blevet kaldt Venstres helt store stjerne, og spået en stor fremtid i partiet. Hun er da også overbevist om, at Venstre nok skal klare sig igennem nedturen.
- Jeg tror, man skal passe på med de meningsmålinger. De må ikke styre vores hverdag, det er trods alt resultaterne, der tæller.
Og selvom tallene ser sorte ud for partiet, er hun stadig optimistisk, når man spørger til det kommende folketingsvalg.
- I mit daglige arbejde kan jeg mærke, at det betyder noget, at vi sidder i regering. Man kan se, hvor der har siddet venstreministrer, og de resultater skulle jo gerne få lov til at tale for sig selv, når vi engang kommer til valgdatoen, siger hun.