Knebent flertal sender 37-årig på institution i brandsag
Foto: Lone Vad Dam
En 37-årig mand var onsdag kun en enkelt stemme fra at blive frifundet i brandsag fra Hobro.
Havde blot en enkelt nævning vurderet sagen anderledes, var en 37-årig mand onsdag blevet frifundet i en sag om brandstiftelse i Hobro.
Nu har Retten i Aalborg i stedet besluttet, at manden skal anbringes på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.
To af sagens seks nævninge stemte for, at manden skulle frifindes, og retsplejelovens regler siger, at tre nævningestemmer skal udløse frifindelse - også selv om et absolut flertal af rettens medlemmer stemmer for domfældelse.
Sagens tre juridiske dommere og de fire øvrige nævninge vurderede dog, at manden var skyldig. Og dermed er flertallet stort nok til at dømme manden.
Sagen drejer sig om en brand, der blev antændt i en opgang i Morellgade i Hobro den 11. november 2013 om aftenen. Branden blev antændt i noget gazebind, som har indgået som bevis i sagen.
I lejligheden hos den 37-årige, som ligger nærved, fandt politiet under en ransagning nemlig også gazebind, og sammenholdt med den 37-åriges færden har retten samlet set vurderet, at det var den 37-årige, som stod bag branden.
Dog var dommen over manden ikke entydig, hvilket fremgår af udtalelsen fra de to nævninge, som stemte for frifindelse.
- At tiltalte har været til stede i opgangen omkring gerningstidspunktet udgør ikke et bevis for, at det er ham, der har påsat ild på stedet. Heller ikke fundet af gazebind, som der i øvrigt ikke er foretaget nogen nærmere undersøgelse af, udgør et sådant bevis, lyder det fra de to nævninge.
En anden bemærkelsesværdig detalje i sagen er, at det var den 37-årige mand selv, der anmeldte branden til alarmcentralen.
Manden har nu mulighed for at anke dommen til Vestre Landsret.
/ritzau/