Knivrøver slog til mod Lidl

En maskeret mand truede sig onsdag aften til kontanter i Lidl i Frederikshavn.

Bevæbnet med en kniv og maskeret med en elefanthue lykkedes det onsdag aften klokken 21.05 en mand at true sig til op mod 10.000 kroner i Lidl på Hjørringvej i Frederikshavn.

Manden stak efter røveriet af i en lille sort bil i østlig retning - mod Frederikshavn centrum. Bilen er muligvis en Volkswagen Golf.

- Personalet i Lidl fortæller at han stak meget hurtigt af i bilen, så vi har en mistanke om, at der kan have siddet en chauffør i bilen og ventet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Carsten Kjær.

Politiet hører gerne fra vidner til røveriet, der kan bidrage til efterforskningen. Henvendelse kan ske på telefon 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland