Knivstikkeri på Vesterbro i Aalborg
En mand fra Island blev i nat stukket ned på Vesterbro i Aalborg. Hans tilstand er uvis.
Stukket ned
En 27-årig mand fra Island blev i nat stukket ned på Vesterbro i Aalborg. Manden blev stukket med en kniv i den nederste del af ryggen.
Tilstand uvis
Her til morgen er islændingens tilstand stadig uvis. Hans blodtryk er faldende. Det fortæller Nordjyllands Politi til TV2/Nord.
Sammenstød foran Hotel Phønix
Episoden fandt sted kl. halv fire i nat, da to mænd i en bil stoppede op ved tre islændinge, der stod på Vesterbro i Aalborg. Der opstod tumult imellem de to grupper mænd, og den ene islænding blev stukket ned.
De to mænd kørte videre efter sammenstødet. De kørte imod Nørresundby. Den ene mand betegnes som en rockerlignende type. Den anden som en mand af anden etnisk oprindelse end dansk.
Vidner eftersøges
Politiet er indtil videre uden spor i sagen, og vil derfor gerne i kontakt med vidner, der har set eller hørt noget omkring kl. halv fire i nærheden af Hotel Phønix på Vesterbro. Politiet kan kontaktes på telefon nummer 114.