Kø for at blande sig i sygehusdebatten
Stor interesse for at deltage i borgertopmøder om fremtidens sundhedsvæsen. Her får borgerne chancen for at sætte deres aftryk på sygehuse og behandlingssystem.
Danskerne står i kø for at fortælle politikerne, hvordan sygehuse og behandling skal være fremover. Danske Regioner har inviteret 24.000 danskere til en række borgertopmøder, hvor de selv kan fortælle politikerne hvilken vej, de mener, at sundhedsvæsnet skal gå.
Over 1500 har meldt sig til at komme med deres bud på et bedre sundhedsvæsen på de fire topmøder den 1. november i København, Korsør, Silkeborg og Aalborg. Men da der kun er plads til 200 på hvert møde, må regionerne afvise en del.
- Interessen viser, at sundhedsvæsnet er noget, som betyder meget for danskerne. Jeg er selvfølgelig ked af, at vi har været nødt til at invitere mange for at være sikre på at få deltagere nok og så bred en deltagerkreds som muligt.
Det siger Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for Danske Regioners udvalg om fremtidens sundhedsvæsen, som står bag møderne.
Deltagere på hvert topmøde udvælges, så den samlede flok repræsenterer regionernes befolkning så godt som muligt, når det gælder alder, køn, beskæftigelse og bopæl.
De store spørgsmål, som borgerne skal tage stilling, er bl.a. hvordan mennesker med kroniske sygdomme bedst hjælpes, hvilke sygdomme der skal behandles først, og om vi har råd til at behandle alle sygdomme.
Efter topmøderne samles alle borgernes bud sammen til en konference i januar for de 80 mest centrale personer i det danske sundhedsvæsen, bl.a. politikere og planlæggere.