Kold påske venter: Sne og slud kan ramme Nordjylland
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Vinteren vender tilbage i påsken - en front over Nordjylland kan give snevejr allerede fra tirsdag.
Bedst som det duftede allermest af forår - og kalenderen også for alvor begyndte at love højere temperaturer - ser det nu ud til, at vinteren vender tilbage i løbet af påskedagene.
Sådan ser det i hvert fald ud i prognoserne fra både DMI og TV2 Vejret. Her er der udsigt til frostgrader og snevejr i store dele af landet, men præcis hvor meget og hvor det falder, er svært at sige.
Kulden kommer fra nordøst. Og i mødet med de lunere temperaturer over Danmark lige nu kan der dannes fronter med nedbør. Det kan allerede tirsdag give det første snefald over Nordjylland, mens man længere syd- og vestpå i landet vil få regn.
Onsdag begynder det at blæse op, men det skulle ikke umiddelbart give risiko for snefygning. Torsdag ser det igen ud til, at Nordjylland kan blive ramt af snevejr.