Kølledrab: Alt tyder på et familiedrama

TV2/Nord erfarer, at der er tale om et familiedrama i forbindelse med drabet på den 58-årige mand fra Gunderup.

Lørdag blev fire personer sigtet for vold af særlig brutal og farlig karakter med døden til følge, og de blev i dag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Hjørring.

TV2/Nord erfarer, at den 58-årige mand er blevet tæsket ihjel på grund af en gammel voldtægtssag. En sag, hvor der angiveligt skulle være sket overgreb på både børn og voksne.

Drabet skete lørdag middag og her var flere af TV/2 Nords reportere tæt på gerningsstedet. Der kunne naboer også fortælle om en tidligere episode for godt tre år siden, hvor et tæskehold skulle være mødt op på den dræbtes adresse. Her havde de gået rundt om huset og slået på vinduer med køller. En hændelse, der eftersignende skulle være koblet op på de føromtalte overgreb.

De sigtede er en 52-årig kvinde, to mænd på 39 år og en 32 årig mand. Den ene mand på 39 år var ikke i retten i dag, da han er fængslet i absentia på grund af sin fysiske tilstand.


Seneste nyt

fra Nordjylland