Kollektiv trafik med X Faktor
Foto: TV2/Nord
X Bus og Flextur sikrer Nordjylland en nominering til international pris.
Trafikplanen er nomineret i kategorien bedste service-forbedring. PTx2 Awards, som de hedder, gives for bidrag, der er med til at fordoble antallet af passagerer i den kollektive trafik inden år 2025.
Indtil videre har samarbejdet mellem NT og alle 11 kommuner i Nordjylland været en succes. Antallet af Flexture er steget med 60 %, mens antallet af passagerer i X-Busserne er steget med 13%.
Selvom en del ruter har måttet afgive passagerer til de nye X Busruter, og der er skåret ruter væk, er det samlede passagertal hos NT stigende for første gang siden år 2000.
Når NT's nye køreplan udkommer den 26. juni, bliver det med ekstra mange nye X Busafgange.
- De seneste passagertællinger viser en markant stigning i antallet af kunder på de X Busruter, der er udbygget i den nordlige og vestlige ende af regionen. Nu er turen kommet til den sydlige del, og vi forventer at ændringerne her, også vil få flere til at vælge bussen frem for bilen, siger formand for NT's bestyrelse, Thomas Kastrup-Larsen.
Prisen bliver uddelt den 10. april i Dubai.