Kommune: SFO'en ringede til skadestuen
Foto: Privatfoto
Seksårige Magnus blev forbrændt i ansigtet i sin SFO i Thisted og er nu indlagt på Rigshospitalet.
Thisted Kommune afviser, at SFO'en på Østre Skole svigtede 6-årige Magnus ved ikke at ringe efter hjælp, da drengen onsdag blev forbrændt.
Der blev slået alarm, da seksårige Magnus blev forbrændt i ansigtet i SFO'en på Østre Skole onsdag. Det slår Thisted Kommune fast i en pressemeddelelse fredag.
Ifølge pressemeddelelsen ringede personalet umiddelbart efter ulykken til skadestuen på Sygehus Thy Mors. Kommunen afviser dermed familiens kritik af, at der ikke blev søgt hjælp efter ulykken.
En af de ansatte forsøgte først at ringe 112, men vurderede at der var for lang ventetid og ringede derefter i stedet straks til sygehuset.
Ifølge Thisted Kommune fik personalet instrukser om førstehjælp og gik straks igang med at hjælpe drengen.
- Men når det er sagt, så skal der ikke herske tvivl om, at der er grund til at være oprevne. Det, der er sket, er helt uantageligt og uansvarligt. Ulykken har påvirket os alle, for det er en ulykke af den slags, der bare ikke må ske, siger Lars Sloth, Thisted Kommunes direktør for børn- og fritidsområder, til ekstrabladet.dk.
Seksårige Magnus blev slemt forbrændt i ansigtet, da en ansat hældte rensebenzin ud over et bål, som han og andre børn sad omkring.
Lars Sloth fortæller, at alle sikkerhedsregler og procedurer nu vil blive gennemgået. Han slår desuden fast, at der ikke må bruges brændbare væsker i institutionerne.
Efter ulykken har der været skarp kritik af SFO'ens håndtering af sagen. Både fordi en ansat hældte rensebenzin på et bål, men også fordi der ifølge forældrene ikke blev ringet efter en ambulance, og fordi forældrene heller ikke blev kontaktet.