Kommune spuler selv okker ud i vandløb
Foto: Kim Christiansen
Vesthimmerlands Kommune har brugt mange ressourcer på at få en landmand fr Østerbølle dømt for at lede for meget okker ud i en å. Rent faktisk gør kommunen nøjagtig det samme selv.
John Bertelsen arbejdede indtil 2006 med at vedligeholde kloaksystemerne i Aars Kommune. Han har ofte spulet okker direkte ud i Halkær Å-systemet.
- Når vi spulede systemet igennem, så var vandet i åen helt gul over en flere kilometer lang strækning, siger John Bertelsen til TV2/NORD.
Praksissen fra dengang er ikke ændret, oplyser chefen for Vesthimmerlands Vand, som i dag har ansvaret for kloaksystemets ledningsnet.
- Det har jeg det dårligt med. Det var jeg ikke klar over, siger Knud Kristensen, (Kons.) borgmester, Vesthimmerlands Kommune
John Bertelsen står frem og fortæller om kommunens egen udledning af okker, efter vores histore i går om kommunens politanmeldelse af et landmandspar i Østerbølle, som nu skal betale en bøde for nøjagtig den samme forseelse, som kommunen selv begår.
- Det er helt absurd, at kommunen har anmeldt dem til politiet for noget der sker hver dag, siger John Bertelsen.
Oplysningerne betyder, at borgmesteren nu vil kigge en ekstra gang på hvordan miljømedarbejderne i kommunen behandler den slags sager.
- Vi skal have orden i eget hus, inden vi anmelder borgerne, ellers ender det jo med at vi også som kommune bliver anmeldt, hver gang der er en lille bagatel, siger Knud Kristensen.