Kommuner kan ikke komme af med byggegrunde
Kommunerne i Nordjylland brænder inde med byggegrunde i massevis. I alt er knap 900 grunde til salg - og Vesthimmerlands Kommune topper listen som kommunen med flest ledige grunde.
153 grunde i Vesthimmerlands Kommune
I alt er 153 kommunale grunde til salg i Vesthimmerland, og indtil videre er 26 af dem reserveret af mulige købere.
Ingen betydning
Ifølge borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Jens Lauritzen (V) har de usolgte grunde dog ikke den store betydning for det samlede regnskab:
- Vi i Vesthimmerlands Kommune budgetterer med, at vi sælger ligeså meget, som vi kan købe op. Det er sådan "et hvile i sig selv-princip", hvor vi ikke bruger flere penge, end dem vi får ind.
Gode penge
De beløb kommunen håber at få ind for sine grunde ligger mellem 55.000 og flere hundredetusinde kroner - alt efter hvor god beliggenheden er.
Intet udsalg
Trods finanskrisen holder kommunen ikke udsalg. Men er man interesseret i en grund kan dog godt give et tilbud - og håbe på en god handel og et afslag i prisen. Eventuelle nedslag skal dog behandles politisk, før de kan gennemføres.