Kommuner tøver med afbrændingsforbud
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Hele to gange i løbet af kort mandag eftermiddag måtte beredskabet i Hjørring rykke ud til naturbrande. Her er det i en plantage i Tornby
Til trods for knastør natur og lang række brande de seneste uger, så er det stadig kun fem ud af de 11 nordjyske kommuner der har indført et totalt afbrændingsforbud.
I Rødhus gik en afbrænding af en bunke kviste helt galt midt i marts. 20 hektar natur gik op i flammer. Alene i Jammerbugt Kommune har der været 24 naturbrande siden 9. marts. Alligevel har kommunen ikke indført et totalt afbrændingsforbud.
- Et afbrændingsforbud forhindrer ikke at folk smider en cigaretskod ud af bilen eller nogen smider grillkul ud i naturen efter at de har grillet i sommerhuset, siger indsatsleder Niels Nygaard, Jammerbugt Kommune.
På en mark ved Rubjerg i Hjørring Kommune satte en landmand i dag ild til en bunke halm. Det gjorde han selvom der er totalt afbrændingsforbud i kommunen. Landmanden kunne da heller ikke styre ilden og en nabo måtte efter brandvæsnet.
- Selvom det har været rigtig meget i medierne, så må vi konstatere at det ikke er alle der har hørt at vi har en totalt afbrændingsforbud, siger indsatsleder Dennis Ottosen kort efter at ilden var slukket igen.
Jammerbugt Kommune forklarer at man holder igen med et totalt afbrændingsforbud fordi det allerede er ulovligt at brænde haveaffald af i landzonen efter 1. marts i Jammerbugt Kommune. Men indsatslederen oplever ofte at folk ikke kender reglerne.
- Vi har været ude hos nogen, der tror at de må brænde haveaffald af nu. Selvom vi ikke har et afbrændingsforbud, så må man altså ikke brænde haveaffald af nu. Vi oplever desværre alt for tit at folk er uforsigtige. Det er altså knastørt ude i naturen nu, så man skal virkeligt passe på, siger Niels Nygaard.