Kommunerne kan spare millioner på udsatte unge
Foto: Ib William Christensen
Unge med ondt i sjælen får til september et nyt privat tilbud i Aalborg.
En mentorordning kan fastholde udsatte unge i uddannelse eller job, og på den måde spare kommunerne penge.
Flere undersøgelser har påvist, at mentorordningen er et af de bedste og billigeste redskaber til at fastholde udsatte unge i uddannelse og job.
Unge, der får en mentor begår også mindre kriminalitet.
Alligevel bruger mange kommuner ordningen for lemfældigt og uprofessionelt. Det siger en af landets førende eksperter i mentoring for socialt udsatte, Tom Thinggaard Pedersen.
Han er netop bogaktuel med en bogen "Mentor for udsatte unge", som viser, at en kommune som for eksempel Hjørring over en treårig periode kan få en gevinst på 36,2 millioner, hvis man satser mere på mentorordningen.
- Danmark er et af de lande i verden, hvor vi bruger flest penge på mentorordninger for udsatte unge mellem 15-25 år. Men mange kommuner er end ikke klædt på til at bruge ordningen professionelt, og de overlader det ofte til tilfældighederne, om mentorerne får de rigtige værktøjer og kendskab til deres opgave. Mentorerne er typisk ansatte på uddannelsesinstitutioner eller virksomheder, men de kan også være kommunens egne ansatte eller frivillige. Hvis mentorerne får de rigtige værktøjer, kan flere unge blive fastholdt i uddannelse og job, siger Tom Thinggaard Pedersen.