Kommunerne mødes i Aalborg
I disse dage holder Kommunernes Landsforening delegeretmøde i Aalborg. Både store og små kommuner er samlet for at diskutere fremtiden
De var der alle sammen. Ritt, Bertel, Villy og Thor - med efternavnene Bjerregaard, Haarder, Søvndal og Petersen. De prominente politikere fra København var mødt op i hobetal, men også de lidt mindre kendte politikere var der.
- Jeg er kommet her i dag, for at snakke med kolleger og tale med nogle af de mange bekendte, siger Olav Juul (Venstre), borgmester i Læsø Kommune.
Læsø er Danmarks mindste kommune - lige nu tumler den blandt andet med høje ledighedstal. Mødet i Aalborg Kongres og Kulturcenter var derfor en kærkommen lejlighed til at råbe politikerne op.
- Jeg fik snakket med en masse mennesker i dag, og jeg synes, at jeg kan tage en del med hjem fra mødet, siger Olav Juul til TV2/NORD.
Det er Kommunernes Landsforening (KL), der arrangerer delegeretmødet. Her samles mere end 1000 politikere. De diskuterer, over to dage, hvordan det står til ude i kommunerne og hvad fremtiden byder på.
Hvis du er politisk interesseret, så kan du læse meget mere om delegeretmødet på KL's hjemmeside. Her kan du blandt andet se programmet for de to dage, samt løbende opdatere dig om, hvad der kommer af nyheder på mødet.
En række ministre har været til stede torsdag. Blandt andre Statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) og Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Venstre).
Torsdagens vel nok største nyhed fra mødet, var KL's ønske om flere penge fra regeringen. Det og meget mere på www.kl.dk.