Koncertarrangører bærer selv skylden for slunkne kasser

Denne sommer har givet noget nær optimale koncertforhold, men alligevel er der flere arrangementer, der har svært ved at nå deres målsætning.

Som en del af festugen i Suldrup genopstår Jætte Rock på fredag, og der er stadig billetter at sælge. Arrangørerne håber, at tusind flere vil købe billet til koncerten, der byder på Carpark North, Burhan G og Christopher. Når de 2.400, er det sikkert, at arrangementet vil gå i nul.

- Du får mig ikke til at sige, at vi har solgt alt det, vi gerne ville, for det er jo sådan, at man altid gerne ville sælge nogle flere, siger Henrik Brandt fra Jætte Rock-udvalget.

På det seneste har flere lignende arrangementer ellers haft store udfordringer med at trække gæster nok. En stort anlagt koncert i Skagen i sidste uge solgte eksempelvis kun under halvdelen af billetterne.

Ifølge Jørgen Nissen fra SKRÅEN i Aalborg, er det arrangørernes egen skyld, hvis de ender med røde tal på bundlinjen.

- Man plejer at sige, at hvis man går ned i solskin, så er der noget galt med arrangementet, hvis man går ned i regnvejr, så har man bare været uheldig, siger Jørgen Nissen.

Jørgen Nissen er selv arrangør af blandt andet Fredagsrock i Karolinelund. Her er besøgstallene højere end forventet, og det er også Jørgen Nissens opfattelse, at resten af koncertbranchen formår at udnytte sommerens gode vejr. Alligevel er der nogen, der stikker ud.

- Når man planlægger et arrangement, sidder man og tager nogle valg; hvem skal man have på, hvad tid skal vi starte, og hvad skal entreprisen være? Der tager man nogle valg, så er det klart, at dem, der går galt i godt vejr, det er dem, der har taget nogle forkerte valg, siger Jørgen Nissen.


Seneste nyt

fra Nordjylland