Konfirmand-røver fængslet
En af de tre piger, der i går overfaldt en 13-årig konfirmand, er i dag blevet varetægtsfængslet
Overfaldet skete på Burger Kings toiletter mandag middag. Her truede tre piger en 13-årig pige fra Hjørring, slog og skubbede hende og forlangte hendes penge. Røveriet blev dog forhindret, da en kvinde kom ind på toilettet for at vaske hænder. Senere på dagen anholdt politiet tre 16-årige piger for røveriforsøget.
En af de tre piger blev anset som hovedkraften bag røveriforsøget, og hun blev i dag varetægtsfængslet i 14 dage. De to andre er fortsat sigtet for deres medvirken til røveriet, men er ikke varetægtsfængslet. Den afgørelse er dog kæret til landsretten, som forventes at tage stilling til den afgørelse i morgen.
Politiet vil stadig gerne i kontakt med den kvinde, der forstyrrede røveriet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.