LIGE NU:

Konflikt brudt ud i Aalborg

Flere sosuassistenter har allerede nedlagt arbejdet i Aalborg. FOA maner til besindighed.

12 arbejdspladser og 80 medarbejdere nedlagde allerede tirsdag arbejdet i Aalborg, skriver politiken.dk.

Tyvstarten på morgendagens storkonflikt kommer, fordi kun et par områder er udtaget til strejken, siger formanden for Hjemmeplejens Aktionsgruppe, Lars Eriksen.

I den lokale afdeling af FOA anbefaler formand, Kristian Gaardsøe, medarbejderne at lade være med at nedlægge arbejdet, fordi det er overenskomststridigt.

- Jeg forstår godt behovet for at give udtryk for sin støtte. Mange af vores medlemmer giver også udtryk for deres skuffelse i forhold til at være stillet højere løn i udsigt under valgkampen, så det er også en politisk markering, men arbejdsnedlæggelsen er ulovlig, siger Kristian Gaardsøe.

Arbejdsnedlæggelse vil komme til at koste en anselig bod. Men det er pengene værd, mener Lars Eriksen:

- Det er en investering for vores forhold, siger han til politiken.dk.

Egentlig var det slet ikke meningen, at der skulle tyvstartes på strejken. Men frustrationerne på morgenstundens faglige møder udløste arbejdsnedlæggelser mange steder.

/ritzau/