Konkursramt bladmand i gang igen

 Konkursramt bladmand i gang igen

Trods 18 konkurser og et samlet tab for kreditorererne er Anders Bruun fra Aalborg igen med til at udgive magasiner.

Det er NORDJYSKE, der i dag opruller historien om de mindst 18 konkurser og bladudgiver Anders Bruun, der i mere end to årtier har udgivet livsstilsmagasiner med base i Aalborg. Han gik senest konkurs med selskabet NM 02.01.11 ApS i slutningen af januar og meddelte, at han trak sig fra magasinbranchen. Men NORDJYSKE er kommet i besiddelse af et dokument, hvor Anders Bruun køber debitorbeholdningen fra det konkursramte selskab.

- Når du køber en debitorbeholdning, så har du fat i kunderne. Derfor er Anders Bruun også i fuld sving igen, siger Niels David Nielsen, partner i revisionsselskabet KPMG Aalborg. Og magasinerne bliver stadig produceret fra den samme ejendom i Aalborg - som er ejet af Anders Bruun.

Han har ikke ønsket at stille op til interview og mener sig udsat for en mediehetz.

- Han står for salg. Det er hans kerneområde, siger Jeppe Søe, kommende administrerende direktør for det nye selskab, DNA1 ApS.

Han kalder Anders Bruun for "en af Nordjyllands dygtigste mediefolk", men alligevel er der ikke fundet plads til Anders Bruun i magasinernes kolofon. Jeppe Søe vil ikke oplyse, hvem der er ejer af det nye selskab.

Til gengæld tager Jeppe Søe til genmæle på hjemmesiden minbyaalborg.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland