Konsul om Nice-angreb: Det er et angreb på de europæiske værdier

Den franske konsul i Nordjylland er rystet over angrebet i Nice. Han kalder det et angreb på de europæiske værdier.

Angrebet i Nice torsdag aften, der indtil videre har kostet 84 mennesker livet og såret endnu flere, ryster den franske konsul i Nordjylland Anker Laden-Andersen.

- Når man ser sådan et terrorangreb ske et sted hvor man selv kommer flere gange om året, berører det mig dybt, siger Anker Laden-Andersen.

- Det er et angreb, der vækker total afsky. Det er et angreb på Frankrig, og det er et angreb på de europæiske værdier, fortsætter konsulen.

- Men Europa er for stærk, og man kan se en vilje til at værne om de værdier - de demokratiske værdier, der er fundamentet i vores samfund.

Fredag morgen har Anker Laden-Andersen modtaget sympatitilkendegivelser fra flere sider. Han har endnu ikke været i kontakt med den franske ambassadør i Danmark, men i løbet af formiddagen vil han på et videomøde blive briefet om situationen.

I november sidste år blev Paris ramt af flere angreb i et koordineret og planlagt attentat mod byen og civilbefolkningen. Her mistede 137 mennesker livet. Nu er Frankrig så igen blevet skueplads for et angreb på civile, og Anker Laden-Andersen tror, det hænger sammen med det symbol Frankrig udgør i Europa.

- Frankrig er symbolet på Europas værdier og har samtidig påtaget sig et stort ansvar i forhold til kampen mod terrorbevægelser, siger han. 

- Frankrig udtrykker en håndfasthed og beskytter de værdier, der er så centrale for os, og derfor er landet også udsat, slutter han.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland