Kontoen er åben: Tre borgmestre er på Borgen efter penge

Tre nordjyske borgmestre har i dag torsdag sat kursen mod hovedstaden, nærmere bestemt mod Christiansborg, hvor de har fået foretræde for Social- og Indenrigsudvalget. Her vil de give landspolitikerne en sidste chance for at sætte de godt 100 millioner kroner ind på kontoen, som de tre mener, deres kommuner er blevet snydt for.

- De kan jo ligeså godt betale. Sådan lyder det fra Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard få timer forud for det møde, han sammen med borgmester-kollegerne, Mogens Gade (Venstre) og Arne Boelt (Socialdemokratiet) tropper op til på Christiansborg torsdag.

De tre har mistet tålmodigheden med landspolitikerne og den skævvridning, som de nordjyske borgmestre mener, nordjyske kommuner er udsat for, når det handler om penge frem og tilbage landets kommuner imellem.

- Vi er sådan på nordjysk godt trætte af det hele, og det er jo en sag og en problemstilling, som vi har kæmpet med i mange år, og vi er så enige om, at vi nu ser på pengene de seneste tre år, for det er de år, som vi har mulighed for at stævne staten for, siger Mikael Klitgaard (Venstre), borgmester i Brønderslev Kommune. 

Det handler om penge, som flere nordjyske kommuner føler sig snydt for, idet staten ifølge borgmestrene har kompenseret helt forkert. De mener, der er sket direkte datafejl, idet der er tale om manglende registrering af udlændinges uddannelsesniveau, som har påvirket to såkaldte socio-økonomiske udligningskriterier; nemlig "25-49 årige uden erhvervsuddannelse" og "børn i familier hvor forsøgerne har lav uddannelse".

Firkantet forklaret, betyder det, at alle udlændinge, der er kommet til landet i kategorien "uoplyst" uddannelsesniveau - er blevet regnet som tilskudsberettigede på lige fod med danske borgere uden erhvervsuddannelse.

Det vil sige, at der er blevet givet samme tilskud til kommunerne til en person, der er fuldtidsbeskæftiget højtuddannet fra Sverige som til en person, der er traumatiseret og måske analfabet fra den tredje verden. Uagtet at personerne har meget forskellige behov for kommunal hjælp, ligesom tilskudsmodellen er med til at give såkaldte velbjærgede kommuner tilskudskroner.

Fejlen blev opdaget i 2018 og dengang bakkede Mette Frederiksen de nordjyske borgmestre op i kritikken, og til DR sagde hun dengang, at hun ville foreslå, at tilføre kommunerne to milliarder kroner.

- Dengang var Socialdemokratiet i opposition til regeringen og var enige med os ude i kommunerne. Nu har de magten, så jeg har da en klar forventning om, at hun holder ord, siger Mikael Klitgaard.

Alene i Brønderslev Kommune handler det om 25,7 millioner kroner, man har til gode. I Hjørring Kommune har man regnet sig frem til at være blevet snydt for 47,2 millioner kroner, mens tabet for Jammerbugt Kommune er opgjort til 36 millioner kroner.

- Vi har kontonumrene åbne, så de kan bare overføre penge, siger Mikael Klitgaard, som tilføjer, at borgmestre fortsat er klar til at stævne staten. 

Dermed er de fortsat med i det gruppesøgsmål mod staten om fejl i udligningssystemet, som omkring 20 andre kommuner også er med i.


Seneste nyt

fra Nordjylland