Kræftvaccine til flere

Prisen på vaccinerne mod livmoderhals er faldet drastisk. Nordjyske politikere vil udvide gruppen af unge kvinder, der får kræftvaccinen gratis.

Det skriver Nordjyske.

I dag er det kun piger op til 15 år, der gratis kan blive vaccineret mod livmoderhalskræft. Nu diskuterer politikerne, om man skal udvide den gruppe. Det sker på baggrund af, at staten sparer 50 millioner kroner årligt på vaccinen, fordi prisen er faldet efter et udbud.

- Vi er meget interesserede i at få udvidet målgruppen, og vi har allerede vendt emnet med sundhedsministeren. Men før der eventuelt gives grønt lys for at anvende besparelsen til det, skal det godkendes af både finansministeren og folketingets sundhedsudvalg, siger det nordjyske folketingsmedlem Birgitte Josefsen, der er sundhedsordfører for Venstre, til Nordjyske.

Den nordjyske SFer Karl Bornhøft, der er medlem af folketingets sundhedsudvalg, ser også gerne, at besparelsen bliver brugt på en udvidelse af programmet.

- Dels har vaccinationerne jo en dokumenteret forebyggende virkning, dels vil en udvidelse af programmet mindske utrygheden hos mange yngre kvinder. Endelig vil et gratis tilbud om gratis vaccination til alle kvinder under 26 år betyde, at det ikke mere bliver et spørgsmål om, hvorvidt den enkelte kvinde har råd eller ej, siger Karl Bornhøft til Nordjyske.


Seneste nyt

fra Nordjylland