Kræver fire års fængsel for hjemmerøveri
Lene Espersens snak om strengere straf for hjemmerøverier er ikke tilstrækkeligt, mener Dansk Folkeparti.
Det voldsomme røveri mod et ægtepar i Harken har sat gang i den politiske debat om straffen for røveri i hjemmet.
Røverier i private hjem skal straffes strengt. Det er meldingen fra justitsminister Lene Espersen (K), som har fået tilsagn om øget fokus på problemet fra Rigsadvokaten. Men ifølge retsordfører Peter Skaarup (DF) skal der konkret handling bag ordene. Dansk Folkeparti fremsætter derfor et beslutningsforslag om at kræve hjemmerøverne straffet med minimum fire års fængsel.
- Lene Espersens forslag er ikke tilstrækkeligt. Vi ønsker at sende et fuldstændig utvetydigt signal til den type kriminelle om, at vi ikke vil finde os i de frygtelige hjemmerøverier, siger Peter Skaarup. Han tilføjer, at partiet også har et nabohjælpprogram på blokken.
/ritzau/