Kræver lukkede døre i sag om indbrudsbølge: Måske flere anholdelser på vej
Foto: TV2/Nord
Torsdag anholdte Nordjyllands Politi i alt 15 personer ved en større politiaktion. Fredag skal fem personer fremstilles i grundlovsforhør – og anklageren vil kræve dørlukning.
Vendsyssel har i længere tid været hærget af indbrud, og torsdag kunne Nordjyllands Politi melde ud, at de havde anholdt 14 formodede indbrudstyve efter en større politiaktion. Siden er endnu en blevet anholdt, ligesom politiet har foretaget 21 ransagninger.
Alle de 15 anholdte er mænd fra lokalområdet i alderen 21 til 52 år, og fredag er der grundlovsforhør i sagen ved Retten i Hjørring. Her er fire af dem sigtet for adskillige indbrud siden august, mens den femte er sigtet for at have solgt narkotika i større omfang.
De sidste ti personer er blevet løsladt, men politiet opretholder sigtelserne mod dem for indbrud og hæleri.
Der er mistanke om, at der kan være flere personer involveret i indbrudsbølgen, og af hensyn til efterforskningen vil Nordjyllands Politi kræve, at dørene til grundlovsforhøret af de fem mænd fredag formiddag bliver lukket.
Nordjyllands Politi har i alt ransaget 21 steder.
- Og under disse ransagninger fandt vi en stor mængde koster, som vi har beslaglagt, da vi mener, at de stammer fra indbrud, siger lederen af efterforskningen, politikommissær Sune Myrup.
Der er blandt andet fundet 23 designerstole, designerborde, PH-lamper, smykker, sølvtøj og elektronik som computere og fladskærne. Derudover blev der fundet 500 gram amfetamin ved en af mændene.
- Vi ved, at særligt mange borgere i blandt andet Vendsyssel har været plaget af indbrud. Og derfor er jeg overordentligt tilfreds med aktionens forløb med de mange anholdelser og beslaglagte koster, siger Sune Myrup.
Grundlovsforhøret begynder klokken 9 fredag.