Kræver overenskomst på 250 nordjyske minkfarme
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
250 nordjyske minkfarme og pelserier skal tegne overenskomst. Sådan lyder kravet fra fagforeningen 3F.
Fagforeningen 3F kræver, at 250 nordjyske minkfarme og pelserier tegner overenskomst. Det mener pelsdyravlerforeningen, er helt urimeligt. Det skriver P4 Nordjylland.
3F er allerede i gang med at sende kravet rundt til minkfarmene. Fagforeningen kræver, at virksomheder med mindst to beskæftigede skal tegne overenskomster.
Ifølge formand for Nordjyllands Pelsdyravlerforening, Karsten Beltoft, vil kravet derfor omfatte 250-300 af foreningens 600 medlemmer. Han mener, at det er urimeligt, at 3F trækker kravet ned over hovedet på små erhvervsdrivende.
Hans er utilfreds med, at en overenskomst medfører en masse administration.
3F oplyser til P4 Nordjylland, at de forsøger at få minkfarmene til at tegne overenskomst frivilligt, men at de kan komme i en situation, hvor der skal tages hårdere midler i brug:
- Vi kan komme i en situation, hvor vi er nødt til at bruge de fagretslige spilleregler: Konfliktvarsel og i yderste konsekvens sympatikonflikt, som i yderste konsekvens betyder, at de ikke kan levere skindene, siger Vagn Henriksen til P4 Nordjylland.