Krav: Bankdirektør i fængsel

Tidligere direktør i ebh bank, Jens Nielsen, har ifølge Bagmandspolitiet begået kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. Han kræves både bøde og fængselsstraf i sagen, der begynder i Hjørring i dag. Opdateret 13.04

Oprydningen efter krakket i ebh bank resulterer nu i endnu en tiltale for økonomisk kriminalitet mod nøglepersoner fra den krakkede ebh bank.

Retten i Hjørring er i dag ramme for en sag hvor Bagmandspolitiet har rejst tiltalte mod den tidligere direktør i ebh bank, Jens Nielsen, for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed. Ifølge anklageskriftet skulle han have købt aktier i it-selskabet Trifork, hvor han var bestyrelsesformand. Dette skulle være sket efter aftale med den tidligere fondschef for ebh fonden Henrik Sylvester Larsen. Han har indtil nu været beskyttet af et navneforbud. I marts blev han i sagen om kursmanipulation mellem ebh bank og Sparekassen Himmerland idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Ved at købe op af Triforks aktier lykkedes det ifølge Bagmandspolitiet at få aktiekursen til at stige fra kurs 7,2 til 8,3 på blot syv dage. Banken købte over 14 gange sammenlagt 125.000 aktier i Trifork. Aktieopkøbet skete i perioden 21 december 2007 til 28 december 2007 kort tid efter Triforks børsintroduktion.

Ud over Jens Nielsen og Henrik Sylvester Larsen, er Triforks tidligere administrerende direktør Jørn Larsen og Trifork som juridisk person tiltalt. Alle har forud for retssagen meldt ud, at de er uforstående over for tiltalen.

Mandag eftermiddag skal de tiltalte forklare sig i Retten, ligesom der vil blive afspillet en telefonsamtale mellem Jens Nielsen og Henrik Sylvester Larsen.

Sagen fortsætter tirsdag og onsdag, og der forventes at falde dom i sagen til juni.

Anklager Hans Fogtdal tror at dommene fra den første sag i ebh-komplekset, hvor der blev uddelt flere ubetingede fængselsstraffe vil få stor betydning for udfaldet og straffene i denne sag.

Trifork er et it-selskab, der blandt andet leverer mobilløsninger til Danske Bank.


Seneste nyt

fra Nordjylland