Kriminelle vil snyde dig: Politiet advarer mod falsk mail om børneporno
En falsk mail har floreret i over en måned. Nu sender Nordjyllands Politi en ny advarsel ud.
- Vi indleder en procedure kort efter beslagslæggelse af en computer med cyberindfiltration, for: Børnepornografi, pædofili, cyberpornografi og exhibitionisme.
Sådan indledes en mail, som i en måned har floreret i danskernes indbakker.
Øverst i mailen er blandt andet politiets logo, og nederst er en (falsk) underskrift fra ’chefpolitiinspektør Thorkild Fogde’, hvis rigtige titel dog er rigspolitichef.
Ikke desto mindre er mange danskere blev nervøse ved mailen, hvor fuskerne vil have folk til at sende en returmail med svar på anklagerne.
Slutteligt truer svindlerne bag mailen med at hænge modtagerne ud i medierne og registre over seksualforbrydere.
Selv om mailen er fyldt med faktuelle fejl, modtager politiet rigtig mange henvendelser fra danskere, der fortvivlende og uforstående ringer og fortæller, at anklagerne ikke har noget på sig.
Det gælder også hos Nordjyllands Politi, hvor man nu igen sender en kraftig opfordring ud til nordjyderne.
- Vi får fortsat mange opkald om det. Mailen er svindel. Slet den, lyder det lørdag i et tweet fra Nordjyllands Politi.