Krisepulje deler millioner kroner ud til mælkeproducenter
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Dansk andel af krisepulje fra EU til landbrugssektoren går hovedsageligt til mælkeproducenter, men øvrige husdyrproducenter får også del i puljen.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har besluttet, at hovedparten af de 83 millioner kroner, som Danmark modtager fra EU’s krisepulje, skal fordeles til danske mælkeproducenter.
Det har været et stærkt ønske i landbruget, at de kriseramte mælkeproducenter får en stor andel af den danske del af krisepuljen.
- Mælkeproducenterne har det seneste års tid set deres afregningspriser falde dramatisk. Det har medvirket til, at mange har svært ved at få driftsøkonomien til at hænge sammen, siger Eva Kjer Hansen.
- Pengene løser ikke producenternes problemer, men de er en lille likviditetsindsprøjtning. På den lange bane skal vi have bragt danske landmænd ud af krisen ved at forbedre deres konkurrenceevne og åbne adgang til flere markeder, siger Eva Kjer Hansen.
Resten af midlerne fra krisepuljen bliver fordelt mellem producenterne af kvæg, svin, får og geder, der får finansieret deres afgift til dyrevelfærdskontrol i 2016. Dette udgør godt 20 millioner kroner af krisepuljen.
Dertil har EU-Kommissionen fra den 4. januar 2016 genindført midlertidig støtte til privat oplagring af svinekød.
- Svineproducenterne kæmper fortsat med konsekvenserne af det russiske importforbud, og støtte til midlertidig oplagring vil forhåbentlig bidrage til at stabilisere priserne på et højere niveau og give producenterne et pusterum, mens markedet finder sig til rette, siger Eva Kjer Hansen.
EU-Kommissionen har i oktober 2015 vedtaget en ekstraordinær krisepakke til europæisk landbrug på 420 millioner euro, hvoraf Danmark har modtaget 11,1 millioner euro, svarende til ca. 83 millioner kroner.
Krisepuljen har til formål at lette landmændene for de økonomiske konsekvenser af markedsforstyrrelserne i den animalske sektor, der bl.a. følger af Ruslands importforbud mod en lang række landbrugsprodukter fra EU samt aftagende kinesisk efterspørgsel på mejeriprodukter.
Den danske andel af krisepuljen fra EU forventes udbetalt første kvartal 2016. EU’s krisepakke til landbruget giver den danske stat mulighed for at fordoble krisepakken med nationale midler, hvilket man har valgt ikke at gøre brug af.