Kritik af eksportpakke til fiskeriet
Regeringens nye eksportpakke til 20 milliarder kroner møder kritik fra lokale fiskeeksportører. De har meget mere brug for at få forsikret deres kunders betalingsevne end de har brug for kreditter.
Udenfor Nordic Seafood A/S i Hirtshals venter en polsk lastbilchauffør på andet døgn på en ladning fisk til Ukraine. Men så længe pengene for lasten ikke er blevet forudbetalt, får han ingen fisk.
- Tidligere var det sådan, at vi havde forsikret vores kunder. Men da alle vores kreditforsikringer er opsagt på vores kunder i Ukraine, er vi nødt til at vente på forudbetaling, inden vi kan sende varerne, siger den administrerende direktør i Nordic Seafood A/S, Alex L. Jensen til TV2/NORD.
Nordic Seafood A/S i Hirtshals eksporterer fisk til det meste af verden. Det kan lade sig gøre, fordi de kan forsikre sig mod dårligere betalere.
Hvis en kunde ikke betaler, dækkede forsikringsselskabet tabet, lige meget hvor i verden kunden befinder sig. Men sådan er det ikke mere.
Da finanskrisen begyndte, meldte forsikringsselskaber ud, at de ikke længere vil forsikre kunder fra Østeuropa. Derfor må den polske chauffør vente. Selv om den ukrainske kunde kan være god nok, tør Nordic Seafood ikke tage chancen og sende varerne med lastbilen.
- Vi køber og sælger fisk. Det er det, vi lever af. Vi arbejder med små marginaler, hvor vi typisk tjener fem procent på et parti varer, så vi tør simpelthen ikke at tage den fulde risiko på 100 procent ved bare at sende varerne af sted, siger den administrerende direktør i Nordic Seafood A/S, Alex L. Jensen til TV2/NORD.
Nordic Seafood A/S vurderer selv, at de manglende forsikringer betyder en omsætningsnedgang på 20-25 procent. Regeringen har lavet en ny eksportpakke til 20 milliarder, som skal hjælpe med lånegarantier til de virksomheder, der eksporterer. Men det kan de ikke bruge til noget i Hirtshals.
- Vores problem er ikke at få finansieret vores varer. Dem har vi allerede på lager. Vores problem er risikoen, fordi vi ikke har kreditforsikret vores kunder, så vi tør ikke sende varer af sted,
siger Alex L. Jensen.
Embedsmænd i Finansministeriet arbejder i øjeblikket med endnu en eksportpakke, som skal hjælpe fiskeeksportørerne med at få forsikret deres kunder.
Pakken behandles i finansudvalget den 5. februar.