Kritik af tæt relation
Venstres spidskandidat kritiseres for at holde møder med kommunaldirektøren.
Enhedslisten i Hjørring Kommune er forundret over, at kommunens kommunaldirektør løbende mødes med Venstres spidskandidat.
Hjørring Kommune har nu to borgmestre. Sådan skriver Venstres spidskandidat Henrik Jørgensen på sin hjemmeside, hvor han er fotograferet sammen med kommunens kommunaldirektør, Tommy Christiansen.
De to holder jævnligt møder om kommunens udfordringer, og den tætte relation mellem spidskandidaten og kommunaldirektøren vækker harme.
- I Enhedslisten føler vi, at det er problematisk at de holder løbende møder, fordi Henrik Jørgensen(V) får indsigt i sager som han ikke burde. Han har en fordel som vi andre ikke har, det kan vi også se til vælgermøderne, siger Hans Jensen fra Enhedslisten i Hjørring.
Men loven er klar. Det er kun lovligt at Venstres spidskandidat har tæt kontakt med kommunaldirektøren, hvis den viden er tilgængelig for de andre opstillede kandidater og byrådspolitikere, siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.
Henrik Jørgensen tager kritikken med ro. Han føler det som en pligt at sætte sig ind i kommunens fremtidige udfordringer sammen med kommunaldirektøren.
- At jeg har løbende møder med kommunaldirektøren skal vælgerne være glade for, fordi jeg får en indsigt i kommunens forhold og det har jeg brug for. Det synes jeg i øvrigt, at de andre også skulle gøre, siger Henrik Jørgensen, Venstres spidskandidat i Hjørring Kommune.
Hos Hjørring Kommune afviser kommunaldirektør Tommy Christiansen, at han forskelsbehandler de opstillede kandidater.
- Jeg holder møder med de kandidater og byrådspolitikere, der ønsker at vide noget om kommunens udfordringer. Her har Henrik Jørgensen fra Venstre ønsket møder med mig, og derfor har jeg holdt møder med ham i kommunens interesse, siger Tommy Christiansen.