Kroer kan lovligt bruge kongekronen
Folketinget har i dag enstemmigt vedtaget, at bestemte kroer, foreninger og virksomheder kan anvende kongekronen på særlige betingelser, fordi de er med til at formidle en del af den danske kulturhistorie.
En lovændring betyder at kongeligt priviligerede kroer fra 1. juli kan søge om at bruge den lukkede kongekrone - lovligt.
Folketinget har tirsdag enstemmigt vedtaget en lovændring, der gør det lovligt for bestemte kroer, foreninger og virksomheder at benytte kongekronen som symbol.
Den lukkede krone, har historisk været benyttet af kongeligt priviligerede kroer, visse foreninger og også virksomheder, men den praksis har været ulovlig i over 100 år og Rigsarkivet, der administrer loven, begyndte for nylig at håndhæve loven.
I december 2015 blev Grønhøj Kro i Viborg Kommune af Vestre Landsret dømt til at betale dagbøder og samtidig holde op med at bruge kronen som symbol.
Men fra 1. juli hvor den nye lovændring træder i kraft, vil både Grønhøj Kro og de nordjyske kongeligt priviligerede kroer igen bruge kronen.
- Folketinget har nu givet fuld opbakning til en løsning, som giver bestemte landevejskroer mulighed for at fortsætte en gammel tradition for at bruge kongekronen som symbol. Den løsning er jeg glad for. De danske landevejskroer er ikke bare garanter for mad og drikke undervejs og tiltrængte pauser på en travl tur – de er også en vigtig del af dansk kulturarv, netop fordi de har været åndehuller for rejsende i århundreder, siger kulturminister Bertel Haarder (Venstre).
Kroer, foreninger og virksomheder vil efter 1. juli skulle søge Rigsarkivet om lov til at anvende kronen.