Kulden er over os: Mennesker, dyr og biler bliver påvirket
Foto: Josefine Brader
Arkivfoto.
Sneen fyger ind over Nordjylland, og kulden bider. Flere steder meldes om 7-8 minusgrader og det har effekt på både mennesker, dyr og biler.
I Flauenskjold nær Dronninglund pumper fjernvarmeværket på livet løs.
Byen nåede natten til onsdag ned på 13 minusgrader, hvilket gør den til Nordjyllands koldeste by.
- Man får lyst til at blive inde og spise boller og drikke varm kakao, siger Inge Petersen fra Flauenskjold.
Dyrene
Også andre mærker kulden.
I Aalborg Zoo holder søløverne sig under vand, fordi det er for koldt. Værst går det dog ud over de tre elefanter, der kun må gå udenfor i få minutter, inden de skal ind igen.
- De har nogle ører, der ikke kan holde til minusgrader. De får simpelthen frostskader i ørerne. Der kan falde stykker af ørerne af, siger Frank Thomsen, der er dyrepasser i Aalborg Zoo.
Også husdyr skal man passe lidt ekstra på i det kolde vejr.
- Det vejr vi har aktuelt i dag med minus 5-7 grader og så en stærk vind, det er hundekoldt for alle hunde, der lever indendørs. Poter som er i kontakt med underlaget, og en bar mave, de er ekstra udsatte i den her kulde, og dem skal man da især passe på, siger Thomas Larsen, der er dyrlæge.
Bilerne
Vejret går også udover batterierne i bilerne, og man kan risikere, at man ikke kan starte sin bil om morgenen.
Men man kan heldigvis selv gøre noget for at forhindre at problemet opstår.