Kulminebørn på sommerferie i Hjørring
Den 29. juni kommer 120 dårligt stillede børn fra kulminedistriktet Katowice i Polen til Danmark for at få to ugers ferie fyldt med oplevelser. Frivillige fra beredskabsforbundet åbner dørene blandt andet i Hjørring.
Det er 17. gang at Projekt Østbørn løber af stablen. Polske børn inviteres til at tilbringe 14 dage på én af fire lejre, som ligger i Hjørring, Holstebro, Kolding, og Ishøj.
Borgmester Per Bødker Andersen, Kolding, har valgt at være ambassadør for projektet, og han er imponeret over den energi og handlekraft, der ligger bag gennemførelsen af lejrene.
- Jeg er stolt over at være ambassadør for Projekt Østbørn og håber, at min deltagelse kan være med til at give de polske børn en uforglemmelig sommerferie i Danmark. Under opholdet oplever børnene mange ting, som de aldrig har haft mulighed for at opleve derhjemme, f.eks. besøg i en forlystelsespark, zoologisk have eller bare at cykle eller bade i havet. Mange af disse oplevelser kan kun komme i stand ved at sponsorer støtter projektet økonomisk eller med gaver. Igen i år har mange sponsorer valgt at hjælpe, men der er stadig behov for at flere melder sig, for at børnene kan få et begivenhedsrigt ophold, forklarer Per Bødker Andersen.