En 52-årig kvinde er lørdag morgen stadig i livsfare, efter at hun fredag aften faldt ned fra et stilads i Hirtshals.
Den 52-årige kvinde var i gang med malerarbejde på et hus på Hans Jensen Alle i Hirtshals fredag aften, da ulykken skete. Kvinden faldt ned fra stilladset kl. ca. 20.50. Hun slog hovedet på noget beton ved faldet, og pådrog sig skader i hovedet.
Kvinden er lørdag morgen stadig i livsfare, fortæller Nordjyllands Politi.
- Det var privat arbejde, så vi forventer ikke, at det er noget arbejdstilsynet går ind i, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.