Kvinde vækket af skrig og motorsavslyde

En kvindelig højskoleelev blev bekymret, da hun natten til torsdag blev vækket af høje skrig og motorsavslyde. Det viste sig, at hun var vidne til en Halloween-fest.

En 19-årig højskoleelev fra en højskole i Brønderslev vågnede natten til torsdag til et sandt drama. Hun blev vækket af skrig og motorsavslyde og kunne høre, at det bankede på hendes dør.

- Vi spurgte hende, om der kunne være gang i en Halloween-fest på højskolen, men det mente hun ikke, og derfor blev en patrulje sendt derop, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Anmeldelsen kom klokken 02.00, og da patruljen nåede frem til højskolen blev de mødt af en gruppe højskoleelever, der var klædt ud som spøgelser og andre uhyggelige væsner.

- Selvom det var et farligt syn, der mødte patruljen, så var de unge mennesker ganske fredelige. Betjentene kunne derefter berolige anmelderen, siger Per Jørgensen.

Højskoleeleverne havde altså taget forskud på fejringen af Halloween, som ellers først finder sted fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland