Læge holder lukket efter påtale

Læge Tage Thusgaard Kristiansen i Sæby holder sin klinik lukket efter, at han i sidste uge fik påtale fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Klinikken er lukket. Det er den besked, som møder patienterne, når de forsøger at komme til lægen i Sæby hos Tage Thusgaard Kristiansen. 

Per Jespersen er en af de patienter, som har mødt den låste dør til klinikken.

- Der sad en seddel på døren, der fortalte, at der var lukket, og så fandt jeg ud af, at han var syg, siger Per Jespersen.

Per Jespersen er ikke den eneste patient, som er gået forgæves. Jørgen Rørbæk Henriksen, som er formand for Sundhedshuset i Sæby, hvor lægepraksissen ligger, har talt med mange af patienterne.

- Jeg har fået en del henvendelser fra folk. Jeg har ikke kunne give dem ret meget svar. Andet end at sige, at der var lukket på grund af sygdom, og at vi måtte se tiden an, siger Jørgen Rørbæk Henriksen. 

Ingen information fra regionen

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 17. oktober indskrænket Tage Thusgaard Kristiansens faglige virke, så han kun må foretage lægefaglig virksomhed under supervision af en anden læge. 

Region Nordjylland har imidlertid ikke orienteret hans patienter om indskrænkningen eller lægens efterfølgende sygemelding. 

- Jeg aner ikke, hvilken læge jeg har, siger Per Jespersen. 

Det konservative regionsrådsmedlem Per Larsen forstår frustrationen.

- Det er klart, at man i lokalsamfundet og blandt patienterne stiller en masse spørgsmål, så informationsniveauet levner jo lidt at ønske, for pludselig står der patienter, som ikke ved, hvad de skal gøre, siger Per Larsen.

Mistanke om mangelfulde kompetencer

TV2 Nords omtale af sagen fik i dag Region Nordjylland til at orientere Per Larsen og de øvrige regionsrådslemmer om sagen. Her fremgår det, at regionen for en uge siden - den 18. oktober - blev orienteret om sagen af Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Her skriver de blandt andet, at der er begrundet mistanke om, at lægen på grund af mangelfulde faglige kompetencer kan være til fare for patientsikkerheden. 

- Det lyder ikke rart. Det er godt, at man griber ind. Det er udenfor vores politiske kompentence at gribe ind. Nu bliver det lukket ned, siger Per Larsen.

Han vil have sagen taget op i Forretningsudvalget i Regionen. 

De 1.805 borgere, som er tilknyttet praksissen her i Sæby, kan ved akut sygdom henvende sig til en af byens andre tre lægehuse, men de står reelt i dag uden læge.

- Min læge er vigtig. Jeg får en del hjertemedicin, som jeg skal have styr på. Jeg får det dårligere og dårligere, og det var faktisk det, som jeg skulle have snakket med Tage Kristiansen om i mandags, siger Per Jespersen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland