Lægekritik af kolleger på Aalborg Sygehus efter dødsfald
En 15-årig piges død fører nu til hård kritik af lægerne på Aalborg Sygehus fra kolleger.
15-årige Kathrine Bach blev i november 2005 indlagt på Aalborg Sygehus med astma. Lægerne gav hende medicinen Solu-Medrol, og det førte til en allergisk reaktion, et såkaldt anafylaktisk chok og den umiddelbare død, for den 15-årige.
Men lægerne burde have vidst, at medicinen kunne være farlig, lyder kritikken fra Torben Mogensen, lægelig direktør på Hvidovre Hospital.
- Alle læger burde vide, at der er risiko for et anafylaktisk chok, specielt når man sprøjter medicinen direkte ind i blodårerne. Det er stort set noget man lærer første dag på lægestudiet, siger Torben Mogensen til P4 Nordjylland.
DR-programmet 21 Søndag fortalte den 6. januar historien om den 15-årige Kathrine Bach. I programmet blev der rejst kritik af, at der ikke stod noget om risikoen for anafylaktisk chok på den seddel, der altid følger med medicin. Det er en fejl, påpegede kritikere i programmet.
Men efterfølgende har 15-20 læger henvendt sig. De mener ligesom Torben Mogensen fra Hvidovre hospital, at det er barnelærdom, at sådanne lægemidler kan medføre chok.
Erik Østergaard, ledende overlæge på Aalborg Sygehus' børneafdeling, giver Torben Mogensen ret i, at det er alment kendt blandt læger, at lægemidlet kan give chok.
Alligevel kræver han, at lægemiddelstyrelsen tilføjer informationen på indlægssedlen, så lægerne bliver genoplyst om den.
- Hvis det står på indlægssedlen, kan vi tage vores forholdsregler, inden vi giver patienten medicinen, mener Erik Østergaard.
Sygehuset ikke har ændret på sine procedure efter hændelsen.