Lægesekretærerne er pressede

Lægesekretærerne er pressede, og de har længe ønsket, at der skal uddannes flere. Nu får de støtte fra læger, som ikke kan give patienterne en optimal behandling

På landsplan regner Dansk Lægesekretærforening med, at der mangler 4-500 stillinger, og nu frygter lægerne for patienterne. Overlægerne og de yngre læger på Aalborg Sygehus står nu offentligt frem og støtter lægesekretærerne. De frygter for patienterne.

- Patienterne vil opleve, at der kommer til at gå længere tid - både med at blive indkaldt, men også med at komme gennem systemet. Det er altså der, at sekretærerne er gode til at koordinere de forskellige undersøgelser og behandlinger, som patienterne skal igennem, forudser formanden for de yngre læger på Aalborg Sygehus, Poul Erik Jakobsen.

I øjeblikket bliver der uddannet 20 lægesekretærer på Aalborg Sygehus. Det er alt for få, hvis det står til ledende lægesekretær Inger Marie Borup.

- Der er simpelthen ikke nogen ledige lægesekretærer at få. Der er for få uddannede, og det betyder, at vi så bliver bedt om at ansætte nogle kontorassistenter, siger Inger Marie Borup.

På vegne af den samlede gruppe af ledende lægesekretærer i Region Nord opfordrer hun nu regionspolitikerne til at gøre noget ved problemet, ved at øge optaget på lægesekretæruddannelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland