Lærke Møller melder endegyldigt fra til VM
Foto: Arkivfoto.
Playmakerens skulder bliver ikke klar til VM i Brasilien. Jan Pytlick udtager ingen erstatning nu og her.
Det ser ikke godt ud for det danske kvindelandshold i håndbold, som om en uge spiller åbningskamp ved VM i Brasilien mod Uruguay.
Playmaker Lærke Møller har lørdag formiddag meldt afbud til landstræner Jan Pytlick på grund af den skadede skulder, som også holdt hende ude af denne uges tre testkampe.
- Lærke var til morgen gennem den sidste test med sin skulder og såvel landsholdets som FCM Håndbolds sundhedsstab konkluderede, at skulderen ikke kan holde til de strabadser, et VM er forbundet med, siger Jan Pytlick i en pressemeddelelse.
Lærke Møller slutter sig dermed til den efterhånden meget store gruppe af landsholdsspillere, som har meldt fra til VM på grund af skader.
Herunder Rikke Skov, Kamilla Kristensen, Mie Augustesen og Camilla Dalby.
- Det er urimeligt synd for Lærke, men skal man se noget som helst positivt i situationen, må det være, at hendes skulder nu får den ro, der kan bevirke, at hun vil være klar til et omfattende program med liga, Champions League og forhåbentlig OL-kvalifikation i det første halvår af 2012, siger Jan Pytlick.
Han udtager i første omgang ikke en erstatning for Lærke Møller, men det kan komme senere.
- Skulle der vise sig et behov for det undervejs, er jeg naturligvis klar til at supplere truppen yderligere, siger Jan Pytlick.
Lærke Møller missede også det seneste VM for Danmark, da hun få dage før slutrunden i Kina 2009 sprængte sin akillessene under træning.
Landsholdet sætter kurs mod VM og Brasilien søndag.