02:23

1 af 2

Læsø-fiskere: Kvit kvoterne nu

Øens fiskeriforening opfordrer nu politikerne til endeligt at fjerne kvoterne, så fiskerne ikke bliver tvunget til at smide deres døde, men helt friske fangst ud.

Udmeldingen kommer efter, at en lokal fisker på øen er blevet taget for ulovligt at ilandbringe flere hundrede kilo torsk.

- Som reglerne er nu, så stiller man fiskeren i en helt urimelig situation, siger formanden for Læsø Fiskeriforening, Bent Rulle.

Kvoterne i Kattegat og Skagerrak er på et så lavt niveau, at langt de fleste fiskere godt to måneder inde i året har fanget den maksimale tilladte mængde torsk. Det betyder, at yderligere fangster af spisefisken skal smides over bord.

- Man tvinger nærmest fiskerne til at begå ulovligheder, for det er en umoralsk handling at smide fisk, som man har fanget, og som ovenikøbet er døde, ud i vandet igen, lyder det fra Bent Rulle.

På Læsø slår de nu til lyd for, at man én gang for alle skrotter det nuværende system, så fiskerne ikke skal smide fisk ud.

- Kvotesystemet skal væk, og så må man i stedet skære ned på flåden - vi kan ikke holde til at fortsætte som nu, fortæller formanden.