LandboNord vælter traktor: Skal øge fokus på sikkerhed i landbruget

For mange ulykker i de danske landbrug gør, at LandboNord nu sætter sikkerheden i fokus.

Nordjyske landmænd i hobetal får hvert år en arbejdskade, når de dagligt omgåes dyr og tungt maskineri. Det skal der nu sættes en stopper for. 

Det vil LandboNord hjælpe til med. De har derfor valgt at vælte en traktor på pladsen foran deres hovedsæde i Brønderslev. 

- Vi gør det for at lave en happening, så vi får lidt opmærksomhed. Så kan vi sætte fokus på sikkerheden for landmændene og deres medarbejdere. Der sker for mange ulykker i de danske landbrug, og vi vil gerne sætte fokus på, at heroppe i Nordjylland, gør vi noget for vores medlemmer og ansatte, fortæller formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling. 

Den væltede traktor - en Volvo 650 med frontlæsser - er ikke et tilfældigt redskab i kampen for at sætte fokus på sikkerhed. 

- Der er faktisk en del, der kommer galt afsted med væltede traktorer, hvor de kommer i klemme. Det er én af grundene til, at vi har valgt det her, fortæller Niels Vestergaard Agesen. 

Traktoren får lov at ligge foran LandboNord i en uges tid. Det skal den, fordi der i den næste uge er DLG-møde i Herning, hvor der også sættes fokus på sikkerhed i landbruget.


Seneste nyt

fra Nordjylland