Landmænd får ikke planlagt kompensation
Foto: TV2/Nord
Netop nu præsenterer miljøministeren de nye vandplaner. Vandplanerne skal i høring i seks måneder, og det skaber konflikt med den randzonekompensation, som mange landmænd skulle have haft.
Den 6. december kendte Natur- og Miljøklagenævnet regeringens fungerende vandplaner for ugyldige, fordi høringen i december 2011 var for alt kort. Derfor kommer der nu en ny høringsperiode på seks måneder. Den nye omfattende høringsproces betyder, at de nye statslige vandplaner forventes at foreligge i efteråret 2014.
Det skaber forsinkelse og problemer i forhold til den randzonekompensation, som landmændene skulle have haft.
Senere i eftermiddag er fødevareminister Mette Gjerskov (S) kaldt i sammenråd om sagen. Hun vil ifølge en pressemeddelelse redegøre for, hvordan regeringen vil løse dette problem.
Selv om vandplanerne grundlæggende er de samme som tidligere, så er de siden seneste høring blevet yderligere kvalitetssikret og rettet for fejl, oplyser Miljøministeriet. nBlandt andet er cirka 22.000 kilometer vandløb blevet gennemgået, og der er sket en omklassificering af cirka 1.700 kilometer vandløb.
I første omgang skal vandplanerne i en kort teknisk forhøring i kommuner, regionerne og hos myndigheder. Den offentlige høring går i gang inden sommerferien.