Lars Larsen jagter nordjyske talenter
Foto: THOMAS C. K. PRISKORN
Lars Larsen jagter nye talenter til sine nordjyske butikker.
JYSK har netop søsat en kampagne for at tiltrække talenter til en række ledige elevpladser i butikskædens 11 butikker i Nordjylland.
Lars Larsen er på jagt efter unge talenter i Nordjylland. Kampagnen, der også kører i resten af landet, består blandt andet af en Facebook-side, besøg på nordjyske erhvervsskoler og en elevavis.
Omkring 250 ansøgere fra Nordjylland søgte om en elevplads i 2012, og butikskæden håber på, at kampagnen vil få antallet til at stige i år. I alt søgte 2.200 om elevplads i JYSK sidste år.
- Vi har stor glæde af vores elever, som skaber fremtiden og bidrager med masser af positiv energi. Vi ville falde i søvn uden dem, siger JYSK-ejer Lars Larsen.
Undervisningen vil komme til at foregå på Lars Larsens Himmerland Golf & Spa Resort. I JYSK har man store forventninger til de unge nordjyder:
- Niveauet er generelt højt i Nordjylland, så vi har store forventninger til antallet af kvalificerede ansøgninger. Vi jagter ambitiøse mennesker med lysten, evnerne og gå-på-modet, og vi tilbyder i al beskedenhed nogle af Nordjyllands bedste elevpladser, siger uddannelsesleder hos JYSK, Jørgen Olsen.
Nordjylland huser 11 JYSK-butikker, herunder JYSK-butik nummer to i verden, der ligger i Hadsund.
JYSK har i 28 år selv udlært sine elever, som får en toårig uddannelse med butikspraktik og 10 ugers skoleophold på JYSK Academy på Lars Larsens Himmerland Golf & Spa Resort mellem Farsø og Løgstør.