Låsby-Svendsens nye fidus
Den berygtede handelsmand Jens Peter Svendsen - også kaldt Låsby-Svendsen - er på spil igen.
Vesthimmerlands Kommune har flere gange oplevet, at Låsby Svendsen presser priserne på sine faldefærdige bygninger op på tvangsauktioner.
Blandt andet kunne kommunen have købt et hus i Gedsted for én enkelt krone på tvangsauktion i oktober, men Låsby-Svendsen pressede prisen op på 110.000 kroner. De penge går ud af den nedrivningspulje, Vesthimmerlands Kommune har fået.
Vesthimmerlands Kommune modtog i 2009 næsten ni millioner kroner til opkøbe og rive faldefærdige huse ned. En stor del af de huse hører under Låsby-Svendsens konkurs-bo, og derfor er han så interesseret i, at de sælges så dyrt som muligt på tvangsauktioner, mener man i Vesthimmerlands Kommune.
Men når prisen presses op, betyder det, at der bliver færre penge til overs til at købe flere nedrivningsklare huse:
- Det får jo den konsekvens, at vi ikke kan få revet lige så mange huse ned, som vi gerne vil, fordi prisen på husene bliver højere, end vi regnede med, siger Vesthimmerlands borgmester Knud Kristensen (K).