Lav forårssol giver flere trafikuheld
Foto: Pressefoto
Forårssolen er på en gang både fantastisk og drilsk. Specielt i trafikken kan den skabe problemer.
Solen. Den har været savnet hele vinteren, men nu er den her. Livgivende så blomster blomstrer og træer springer ud. Og fyldt med energi, som vi vinterblege nordjyder nu kan opsuge til gavn for både krop og sind.
Og så er den skarp. I trafikken kommer det til udtryk ved at flere bilister end ellers ender i uheld. Solen hænger nemlig også lavt på himlen, og bilister bliver dermed oftere udsat for voldsom blænding, så de overser både forankørende, rødt lys og andre forhindringer på vejen. Det fortæller SOS Dansk Autohjælp, der kommer de forulykkede bilister til undsætning.
- Vi oplever i øjeblikket flere assistancer, hvor bilisten enten er kørt ind i en forankørende bil eller en anden forhindring, fordi vedkommende er blevet blændet. Den lave sol betyder også flere uheld, hvor bilister fx overser andre trafikanter i kryds med ubetinget vigepligt, fortæller vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp, Anette Bjørn Juncher.
Derfor opfordrer SOS Dansk Autohjælp til, at man som bilist øger sin opmærksomhed i trafikken og holder god afstand til de forankørende.
- Selvom solskærmen er slået ned, og solbrillerne er fundet frem, kan det stadig være svært at orientere sig ordentligt, hvis man kører lige mod den lavtstående sol. Det skarpe modlys udvisker kontrasterne, og det kan derfor være svært at se bremselygterne fra den forankørende bil eller det røde lys i en lysregulering, forklarer Henrik Olsen, stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Køge.
- Vi ser en klar ændring i kørslen, når bilisterne kører mod den blændende sol. Der sker blandt andet flere hårde og pludselige opbremsninger. Og særligt på motorvejen, hvor farten er høj, kan det skabe farlige situationer, fortsætter Henrik Olsen.
SOS Dansk Autohjælp råder derudover bilisterne til at holde bilernes ruder og spejle rene.
- Stærk sol og fedtede ruder mindsker udsynet, og det øger risikoen for at overse andre trafikanter eller forhindringer på vejene. Det er derfor vigtigt at holde ruderne rene, at pudse spejlene og sørge for at have sprinklervæske på bilen, slutter stationslederen.
Gode råd ved lav sol
- Hold afstand og vær ekstra opmærksom på forankørende
- Sørg for, at bilens ruder er rene både indvendigt og udvendigt
- Puds spejlene - rene spejle mindsker genskin
- Hav et par gode solbriller til at ligge i bilen